Danmarks mest besøgte jagtside

Det er min kammerat der spørger hvor langt jeg er kommet ? mangler stadig 200 m før jeg er fremme ved smørhullet!!!! han fortæller at der går en god buk der hvor jeg skal ud og sidde. Han kan se den derfra hvor han sidder. Jeg sidder bagved et enligt fyrtræ,rejser mig og skal til at gå. Den lille buk tager en spurt til den nærmeste skov(den fandt aldrig ud af hvad der sad bag træet) Idet jeg rejser mig får jeg øje på et dyr der lige er kommet ned af fjeldet og har stået hvor jeg ikke kunne se det pga fyrtræet. Jeg behøver ingen kikkert for at se at den er afskudsbar. Lægger mig hurtigt ned og finder bukken i kikkerten,den er begyndt at småtrave.Jeg prøver at pifte,men der kommer ikk så meget som en lyd ......væder læberne med tungen og prøver igen.....den stopper..... og dør da kuglen rammer den. Den har dårligt ramt jorden før jeg ringer til min kammerat og siger at han godt må skyde den anden buk da jeg lige har skudt en. Der går næsten en halv time før der lyder et skud derude fra. Den var i mellemtiden gået over på hans stykke og væk fra ham,men kommer pludselig stormende tilbage hvor han skyder den. Begge bukke er efter at ha tørret i over 3 mdr blevet opmålt. Den min kammerat skød fik bronze med 107 point. Min egen nåede op på 144,9 point. og vejede 498 gram Det var en god premieremorgen må man sige.


 

Han sagde at hvis jeg havde lyst kunne jeg prøve at sætte mig derop for at se
om den skulle vise sig igen. Det tændte natuligvis jagtiveren i mig og allerede næste dags aften lå jeg med min riffel i udkanten af en
kornmark med udsigt ned over jagtrevirets andedam. Det var her min far havde set bukken. Men ingenting så jeg anden en del ænder og nogle
harekillinger fra i år som legede rundt på kløvermarken. Sådan gik der en uge hvor jeg sad der næsten hver morgen og aften uden at se
skyggen af en buk. Det skal dog siges at der aldrig er blevet skudt en buk på reviret, da det hovedsageligt at agermarker der dominere
arealet. Men de seneste fem år er der kommet mere og mere råvildt og på fællesjagterne fra Oktober-Januar ser vi dem næsten hver gang.
Og de små buske rundt om søen afslørede også tydeligt at der var en buk i området. Så Fredag d. 26 om morgenen var jeg atter at finde ved
søen. Allerede på vej derned kunne jeg se en rå gå og esse i kanten af en bakke en to-tre hunderede meter væk. Vinden den morgen kom fra
nordøst så jeg var nødsaget til at skifte til en anden plads end hvor jeg plejede at sidde. Men efter en halv time blev jeg enig med mig
selv om at flytte da udsigten var rigtig ringe derfra hvor jeg sad, så jeg satte mig op på min sædvandelige plads, selvom vinden ikke var
helt god. Der gik ikke lang tid, før jeg fik øje på den samme rå som kom til syne op over den samme bakke som hvor den stod da jeg ankom.
Solen var stået op, og jeg sad og nød synet af den essene rå, da jeg lige pludselige får øje på endnu et dyr ovre ved bakken. Jeg kan ikke
lige med det samme se hvilket dyr det er, men da den kommer op over bakken og den står siluet, kan jeg se fire øre stikke op, og med det
samme konstatere at det er en buk. Endelig kom han, men nu var gode råd dyre da de jo stadig var flere hundrede meter væk. Skulle jeg vente,
eller hvad skulle jeg gøre? Jeg ventede nogle minutter, men de lod íkke til at komme nærmere, så jeg blev enig med mig selv om at hvis de
ikke ville komme til mig måtte jeg jo komme til dem. Men da det er meget flat terræn ude vest på måtte jeg helt ned på alle fire sådan de
ikke opdagede mig. Lige så langsomt kom jeg tættere tættere på. Og da jeg endelig var kommet ind på en OK afstand, begyndte de lige så
stille at trække over på den anden side af en markvej som var skjult at en lille bakke, sådan jeg ikke kunne se hvor de gik hen. Men der
var jo ingen vej tilbage end at følge efter rundt på dan anden side af bakken. På den anden side var der engang en stor sø men den havde
havde den nyr bondemand drenet væk sådan at der nu kun stod lidt siv tilbage i midten af den.Og til min store forundring var dyrene ikke
at se da jeg kom på den anden side. Der nåede at flyve tusind tanker igennem hovet på mig, havde jeg skræmt dem væk? var de gået en anden
vej osv. Men til mit store held kom der lige pludselig en rød krop til syne nede i de grønne siv midt i kornet. Og først nu kunne jeg se
hvilken størrelse buk der var tale om. En rigtig flot seksender stod der med sin dugvåde pels og nød solstrålernes varmen. Men jeg var
stadig lidt for langt væk til et skud, så jeg måtte lidt tættere på. Jeg kravlede ind på en 60-70 meter før jeg tog anlæg, men nu stod
bukken med fronten til så et skud var udelukket. Det føltes som timer med der var nok kun gået få sekunder inden bukken trådte om med
bredsiden til og jeg kunne lade kuglen gå fra min Beretta 308 W. Bukken tog et stort spring op i luften og lagde sig efter kun få meters
vaklen. Råen opfattede ingenting og essede stille og roligt videre, indtil den blev skræmt væk da jeg efter fem minutter listede ned mod
dyret. Hvilken overraskelse ventede da jeg kom ned til bukken, men rigtig stor seksender med lange forsprosser og med gode perler. Et super
trofæ, og hvilket held. Aldrig er der blevet skudt en buk på reviret, men Diana var med mig og jeg fik min første buk i år.  

efter at have stået et stykke tid og spist blade fra et træ i skovkanten, gik han videre langs med skovkanten. Han gik ned mod engen, som han skulle men forsvandt bag en bakke. Jeg ventede i spænding og pludselig dukkede han op nede på engen, men han var dækket af vegetationen. Han gik længere og længere frem på engen og der var hele tiden kuglefang, så han skulle bare fri af vegetationen. Der var kun ca. to-tre meter med lavt græs, men pludselig stod han hvor han skulle, så det var nu eller aldrig. På få sekunder skulle jeg have ro på nerverne og så gik skuddet. Bukken faldt, jeg kunne kun lige se han sprællede med bagløbene. Efter 15 min. gik jeg ned til anskudsstedet og der lå han så min første buk, en flot seksender.

 

6 sad jeg klar 10 min før solen stod op(04.25) Det skal siges det er et tæt bevokset sted stigen står, så kunne godt se, at det ville blive tæt på den skulle skydes, hvis der altså kom en. Kl. 04.42 skete der så det mest fantastiske jeg overhovedet turde håbe på, et lille træ ca. 6 m fra mig begyndte pludselig at ryste ret kraftigt. Da vidste jeg der måtte vær "gevinst" jeg kunne bare ikke se den. 1 minut senere, da han havde raset lidt af, kom han så ud, og jeg havde ikke længere brug for kikkert, for han stod kun 6 m fra mig. Heldigvis havde jeg riflen i den rigtige retning, og i løbet af et splitsekund fik jeg ham på kornet, blot denne lille bevægelse med løbet, fik ham til at stoppe med at tygge, og han kiggede op på mig, lige i øjnene, snellen gik og kuglen ramte perfekt, han lagde sig med det samme og blev liggende. Efter et par minutter og lidt hjertebanken, som slet ikke nåede at komme, før det hele var forbi, gik jeg ned og betragtede dette flotte dyr. Dette er min første buk i Danmark, skød 3 i Polen i år 9-13 Maj.

 

siden jeg var gået, og pludselig så jeg ham komme ud af noget højt græs, og stod nu og essede blandt smørblæmster, græs og mange andre engblomster. Der blev jeg enig med mig selv om at jeg ville sætte mig ned i skydetårnet morgenen efter, som jeg lige havde flyttet, for at få et godt overblik over engen, så jeg gik stille gennem en række træer, for at forsvinde væk fra en idyl af rådyr som esser, ænder som kommer på stive vinger, for at tilbringe natten i min stille sø.
Morgenen efter, gik jeg ned gennem træerne ad en sti som jeg har ryddet for grene og kviste, så jeg eventuelt ikke skulle overraske et dyr, som så ville advare andre dyr i nærheden. Det var en god ide, for da jeg kigge de ud gennem en åbning i træerne, stod en rå ikke mere end 20 meter inde på marken ved siden af træerne, så jeg gik stille videre ned mod tårnet. Da jeg kom frem, stod jeg lige og kiggede for at se om der gik nogle dyr på engen, men umiddelbart kunne jeg ingen se. Jeg kravlede op, og satte mig godt til rette for jeg regnede med at skulle side der lidt tid. Pludselig så jeg et dyr komme frem bag nogle grene, jeg så i min kikkert, og kunne mærke hårene rejse sig, og mit hjerte begyndte at hamre, der gik han, bukken som jeg længe har holdt øje med, bukken som har været tæt på at give mig stres, bukken, som sikkert er far til de lam som går nede på min mark. Jeg tog min riffel til skulderen, og så i kikkerten, at han var på vej hen bag en stor busk, hvor der ville gå lang tid inden han kom til syne igen. Jeg sad lidt og ærgede mig, skulle det heller ikke lykkes denne gang. Pludselig vendte han rundt, gik stille og roligt hen mod et åbent stykke, hvor jeg ville have frit skud til ham. Jeg gjorde mig klar, og der stod han, helt blottet, jeg afsikrede og sendte en kal. 222 rem. projektil afsted. Han løb ca, 10 meter, og der lagde han sig.
Mens jeg ventede, kom en rå med sit lam frem fra sit skjul, og løb op mod en levende hegn, og forsvandt ind på naboens mark.
Da der var gået 5-10 min. gik jeg over til ham, og beundrede hans smukke røde sommerpels og hans prægtige opsats som fortalte alle andre at her er det mig der bestemmer.
20 min efter jeg var gået hjemmefra, var jeg nu på vej hjem med et dejligt dyr på nakken, og en fantastisk kapittel rigere i mit nye liv som bukkejæger, det er kun tredje gang jeg nedlægger et af de smukke dyr.
mvh. Den glade "far bukkejæger"

 

Vi for pakket ud og Jens og jan kører ud til en plads de kan huske, mens Adolf og nils bliver henvist en plads hver af mikael. Den første aften nedlægger Jens, Adolf og Nils en bæver hver.

Torsdag den 30. April.
Vi sover længe da vi er godt trætte efter den lange kørertur dagen før, plus vi havde ikke det vilde behov for at komme ud nu når nybegynderne havde skudt en bæver hver. Der skete ikke det helt vilde om torsdagen, vi nød det gode vejr 20°C grader, høj sol og ingen vind. Vi drog ud igen om aftenen ud at have heldet med os.

Fredag den 1. Maj.
Vi sad og nød det gode vejr, da Jan kommer hen til os andre og sagde der er en bjørn, alle løber rundt om hytten og ser en stor brun bjørn løbe 120 meter fra hytten. Dette fik hjertet til at galopere lidt, men det var også et rigtig dejligt syn. Samme aften skøde Jan og Adolf en bæver hver. Vi kunne dog ikke hente dem før dagen efter.

Lørdag den 2. Maj.
Vi drog ud for at hente Adolf´s bæver først, den var smuttet i vandet efter den var skudt så Adolf fandt den flydende i vandet lidt længere nede af elven. Der efter tog vi ud for at hente Jan´s bæver her skulle en lille, men kraftig elv krydses i waders. Så nu havde vi alle skudt en bæver. Om aftenen drog vi alle ud sammen for at se sidde sammen og se om der evt. Skulle komme en bæverforbi, men det gjorde der ikke. Om aften stod middagen på bjørnekød med svampesovs som Mikael havde lavet til os.

Søndag den 3. Maj.
Søndag skulle turen til at gå hjem igen, så vi fik gjort rent i hytten og pakket bilen så vi kunne vende næsen mod DK. Vi blev enige om at det ikke var den sidste gang vi skulle på bæverjagt.








Knæk og Bræk fra Bæver-vennerne.
 

Et eller andet måtte der være derinde, måske en anden rå, eller måske hendes lam. Men jeg kiggede ind meller stammerne med min kiggert, og der kunne jeg pludselig se ham. Han kom ud på marken, og essede sammen med råen.. Jeg var selv godt placeret i en styde stige, og fik riflen lagt med perfekt støtte. Jeg fandt ham i kikkerten, og prøvede at få styr på min vejrtrækning som var tæmmelig mærket af bukkefeber. Jeg tog sigte, og skuddet faldt. Bukken faldt total sammen i skuddet, og han lå fint på siden. Jeg tændte en smøg, og ventede de obligatoriske 5 min, men efter et minuts tid, rejste bukken sig pludselig op og kig stille og meget besværet ind i det levende hegn der var 3 meter væk. Fuck noget lort tænkte jeg. Jeg var godt klar over at jeg havde skudt lidt langt tilbage på dyret, men alt så ellers fint ud, Jeg ringede til en kammerat, der fortalte mig, at jeg skulle tage det roligt, for den var sikkkert forendt, men at jeg dog burde vente i min. 20 min før jeg skulle gå til ham. Jeg ventede i 25 min, og begyndte at gå der over af. Jeg kom forsigtigt frem til busken, og så nøjagtig den buk, som jeg havde set så mange gange. Det bliver fantastisk at få ham op på væggen, som et evigt minde. Det var i øvrigt min buk nr. 25.


 

skjul teksten

Vi kunne godt tænke os, at vide om andre har haft samme oplevelse med Vildmarks.net og om Knud har taget fusen på andre end os .

Vh Lars , Rene , Dorthe , Benny , Lars L 

Jeg vil tro gevirvægten er ca. 6,5 kg.


 

skjul teksten

Så den buk var velfortjent.


 

skjul teksten

jeg er ikke andet lige ankommet til min udvalgte hochsitz, da der inde i remissen bag mig bliver pebet, som var der en, der morede sig med butoloen, det var dog ikke tilfældet, og efter ca ½ times "snakken", prusten og skraben kommer han ud, ikke verdens største opsats,dog en seksender, men en stor tung buk! skudet er imidlertid ikke nemt, da han står med fronten til, og jeg kan ikke gøre andet end at vente.. efter små 10 min. beslutter bukken sig for at jage en mindre spidsbuk på porten, og det i så høj fart, at et skud ville være lige vildt nok, jeg må tilstå at jeg der ligesom ser min buk forsvinde ud i den høje raps. efter en stund med mange tanker, kommer "min buk" nærmest majestætisk marcherende ret imod mig, og da han pludseligt stopper, for at melde sin tilstædeværelse, med både prusten og skraben, sender jeg ham en hilsen med min sauer 202S cal.308, kuglen er intet mindre end perfekt, hjertet er tydeligt ramt, og efter ca. 25 meter gennem den høje raps ser jeg ham gå ned, og dermed mod de evige marker..


 

skjul teksten

efter trådte " mit livs buk " ud af skoven. Jeg var ved at vælte bagover da jeg så den. Jeg kiggede på uret. Der var 5-6 min. til lukketid og ca. 120 m. til bukken, men terrænet gjorde at jeg ikke kunne skyde. Hurtigt ned på knæ og så kravlede jeg frem, mens jeg hele tiden kiggede på uret. Nu var der 2 min. tilbage.
Bukken var begyndt at gå imod mig, så da vi var ca. 70 m. fra hinanden, satte jeg mig op, kiggede på uret. Det var nu eller aldrig. Fandt bladet på bukken og frøs. Bang. Bukken faldt til jorden på stedet. Jeg så i kikkerten, at den sparkede lidt i græsset, men så blev der stille.
Jeg gik frem og så " mit livs buk " ligge forendt i græsset. En stor flot regelmæssig seksender, der var 25 cm høj. Den havde en ekstra sprodse på højre stang på størrelse med en lillefinger. Altså en ulige otteender. Fantastisk!
Det er garanteret en medaljebuk. Men nu må vi se....

Knæk og bræk derude

 

skjul teksten

Da jeg kiggede op, så jeg til min overraskelse, at der var trådt en seksender ud af rapsen, og stod og spiste lidt græs i kanten af mergelgraven.. Op med riflen, og bukken forendte 2 sekunder efter, af et vel placeret bladskud med min ny indkøbte sauer 202 cal. 22-250. " iøvrigt en riffel jeg er rigtig glad for, da dette var det første stykke vildt jeg har nedlagt med den.. En cigaret blev tændt, og telefonen trukket op af lommen, og jeg kunne skrive til min svigerfar: Buk skudt kl. 08:04. Jeg lagde telefonen i lommen igen og ville rejse mig op og gå heb til den forendte buk. Lige da jeg kiggede op, så jeg, at bukken var kommet på benene igen, og repeterede hurtigt riflen og gav den en kugle til, og den faldt i skuddet.. Jeg gik efter kort tid derhen, men med riflen klar til et fangskud hvis dette skulle vise sig at blive nødvendigt.. Jeg så at bukken var død, og afladte min riffel, men jeg syntes ikke at den var så stor som først antaget, men man kan jo tage fejl.. Da jeg havde brækket dyret, ville jeg lige tørre mine fingre af i noget græs, men det var ikke græs jeg fik fat i da jeg ville tage det, det var opsatsen fra en anden buk, som lå 1,5 meter fra den første.. Så, da den første buk var forendt, var der hoppet en anden ud, præcis på samme sted som den første, og det skulle den aldrig have gjort.. Det ligger ellers ikke til mig at dubblere råvildt, men denne sitiuation kunne jeg dog ikke helt lade være med at smile lidt af.. Knæk og Bræk til jer alle... 

Jeg besluttede mig for at vil prøve at komme til skud på smaldyret, som gik ude på 300 meter, men langsomt kom nærmere. Efter ti minutters venten, så jeg pludselig et dyr komme frem bag et hegn, man behøvede ikke engang at tage kikkerten op for at se at det var en gammel hjort. Tågen var begyndt at lette og med solen lige i mod sig, bevægede hjorten sig langsomt op ad marken. Et syn der er en hver jægers drøm. Græssende kom hjorten gående lige op i mod mig, og ude på 130 meter vender den siden til. Med et godt skud, læger hjorten sig efter at ha løbet 50 meter. at skyde en hjort har i de 2 halv år jeg har været jæger, været min største drøm. Men at den skulle hver så stor, havde jeg ikke regnet med.
(trofæet vejet ca. 4 kg.)

Selvom jeg er en ung jæger, har jeg trods alt lidt erfaring på ni skud har jeg skudt 4 bukke 2 kalve 1 hind 1 hjorten og et vildsvin, uden en forbier. Den ene buk skød jeg sågar 6 dag efter jeg brækket et ben og kun kunne gå på krykker

hilsen
 

Jeg kunne se, at bukken lå forendt bag en pilebusk.
Jeg pegede mod stedet og anviste retningen. Og hvad gjorde sønnikken? Han begyndte at kravle igennem busken - i stedet for at gå rundt om den. Da bukken var brækket, faldt der ro over ham. Samme år fik han en af de største råer, vi nogensinde har set på reviret.
Buk nummer 2, den store gaffel, var en smuk opvisning i pürschningens kunst. Han kravlede, som en slange, næsten 40 meter, rejste sig bag et træ, tog sigte, og bukken forendte i knaldet. Det jeg sætter mest pris på er hans respekt for vildtet.

 

Hvad var det så jeg tænkte: Jo, vildtparaden ville blive lille i år, når REMUS ikke var med. Og det blev den. Den mindste nogen sinde: En skovdue og en sneppe. Selv brillerede jeg med skud til tre oplagte ænder, mest nok fordi jeg stod og lyttede til en flok kavlende kvinder, der i øvrigt gjorde en stor indsats for at levere varen. På et tidspunkt tænkte jeg faktisk på, om der var kommet vilde kalkuner på reviret. Nåe – godt ord igen, det kunne jo være, at en og anden læste dette indlæg og så får jeg helt sikkert en større bøde af fiskalen til næste år. I år havde fiskalen skrevet på sin blok, at jeg skulle have en tier i bøde, fordi jeg var mødt op uden hund, men en må diskret havde gjort ham opmærksom på årsagen for han nævnte det ikke.
Havde han gjort det, så havde jeg så men taget den oplevelse med for julejagten på Katholm vil jeg ikke undvære, mange af deltagerne møder jeg kun denne enegang om året - men det er sku hyggeligt og gensynsglæden er lige stor år efter år.
 

Jeg må indrømme jeg glædede mig til at skulle se det kronvildt EBB har omtalt ligeledes var det spændende hvilken "størrelse" denne Hr Berthelsen egentlig er.
Vi mødtes lørdag formiddag,vejret var ikke særlig godt så det blev til en rundvisning uden våben - Tikka,Ebb og undertegnede.Tikka er en ældre "dame" på 12 men bestemt stadig meget aktiv og særdeles jagtivrig.EBB tog venligt imod og fortalte kort om stedets historie.Det jeg fik at se er nok det der kommer tættets på en jægers drøm - en jagtperle.Terræn med alt hvad hjertet begærer og det var tydeligt EBB var på hjemmebane det samme gælder Tikka.Der blev med stor indlevelse fortalt om de jagtoplevelser de har haft sammen og det desværre var sidste sæson for Tikka - det sidste dæk er lige om hjørnet - hvilket med stor tydelighed påvirkede EBB.Det ene indtryk blev afløst af det andet - et indtryk der brændte sig fast var de kæmpe aftryk fra kronvildt der var stort set over alt.Ved en af moserne sagde EBB vi skulle gå en bestemt vej da det med sikkerhed ville få råvildtet frem fra mosen - det holdt stik - masser af flot råvildt.Dette fantastiske jagtområde er en fryd for øjet og for sjælen.Jeg hyggede mig i EBB`s selskab og sugede til mig af hans viden - selv om vi ikke så kronvildt var det nogle fantastiske timer på et revir der ikke kan beskrives men skal opleves.EBB kan heller ikke beskrives - han skal opleves.Jeg kan anbefale hans selskab,han er faktisk en varm og indlevende person

 

Klik på foto for at se resten af serien


 

skjul teksten

Sidste efterår sloges de som bare pokker - noget man kunne høre langt omkring.
Billede 13.

Her lusker Tikka rundt. Færten er der stadig - 2 dage senere.
Billederne 21, 22 og 23.

Her ser I aftrykkenes størrelse. Det er altså kronvildt. Jeg fik taget 2 gibsaftryk, men efter at have ventet 45 minutter, det begyndte også at regne, dækkede jeg gibsen til - og henter dem i morgen.
 

Da jeg baksede bukken over den nye hvede, så jeg 10 hinder, 2 kalve, en sekstenender og 2 stanghjorte på vej ind i skovens søndre del. En pragtfuld dag, med lidt tåge og meget sol.
Mvh.


 

skjul teksten

Vi kom 14 dage for tidligt derned og der var ikke høstet så vi kunne ikke se bukke men hører dem i majs og solsilkemarker og remise.Men det var få gange spændene jagt vor vi listede ud af bil og vidre til bukke.

Men hotel lå for langt ude på landet og der var ikke så meget andet en badeland og spisesteder i byen.Så man skulle køre mellem 35-120km for at kunne komme ud at se på noget.

Så min jagtven fortalte at man skulle tage til Søen Balton næste gang han havde været der med familie og synes at der var mere at se på eller måske i nærheden eller i Budapest som er en flot by og meget at se på. 

Tirsdag var jeg ude alene og intet skete !!!

Men fredag d.23/6 om morgen tog jeg ud alene kl. 04.00..kl. 05.00 stak en buk hovedet ud af buskadset, for at forsvinde igen, dette gentog sig endnu engang. øv den var væk...Men lige pludselig gik den direkte mod mig langs træerne og fik øje på mig, den løb ud på marken for at kigge på mig...det skulle den aldrig have gjort.

Det hele gik på mig, som om jeg havde abstinenser...jeg tog sigte og skød, den faldt om, for derefter at løbe ind i træerne.

Heldigvis lå den inde i kanten død, den oplevelse glemme man aldrig. SLET ikke når det er en abnorm ulige seksender...Jeg fik hjælp til parteringen og jeg har selv ordnet opsatsen.
br>Knæk og bræk til alle

 

skjul teksten

efter dette fund kan man jo næsten ikke vente til september.
 

jeg må være faldet i søvn og vågnede ved at der sad en gøg og kukkede lige ved oven over mig i det træ jeg sad op af. jeg kiggede lidt ud over engen ovre ved naboen og vendte først hovedet over mod mit stykke efter et minuts tid og der stod den så på kun 30 meter. jeg troede ikke mine egne øjne, men fik da riflen i skyde stokken og stille men sikkert fandt jeg bladet på bukken og kunne konstatere at den var dækket af en græs tue. jeg havde så meget ro på mig at jeg godt kunne placere en dræbende kugle så tæt på bladet og lød skudet gå. bukken faldt til jorden og blev der. det var først da jeg kom hen til den at mine ben kunne afsløre at jeg var total pumpet med adrenalin. jeg måtte sætte mig ned ved siden af bukken og begyndte at tage nogle billeder bare for at gøre et eller andet. det var først da jeg kiggede på displayet i kameraet at jeg så at den da havde et par ekstra sprosser ind mod midten. jeg takker stadig moder natur for at have skabt et så skønt og smugt stykke jagtbart vildt i danmark.
bukken er skudt ved Kasted mose kl 05.42 den 19.05.06.


 

skjul teksten

Medlemmer søges, til at danne et konsortium hvor selektiv afskydning og revirpleje står i højsædet. Evt. Optagelse i allerede dannet konsortium. Hvor overnævnte står i højsædet, Gerne i Ribeamt, men ikke noget krav!

Knæk og Bræk

Jacob S. Jensen
Email: Schou_2206@hotmail.com


 

Så jeg gik over i område 11 hvor jeg d. 16 maj havde set en lille spidsbuk i bast, men var ikke interseret. Senere hørte jeg Casper Johnsen gerne ville have sommerbuk til Christian´s studenterfest. Så kunne jeg jo hente den til ham. Ganske rigtig der gik dyr i selv samme lysning, på afstand så jeg to gode bukke, den ene lignede en gaffelbuk den gik ind mellem de små træer og forsvandt fra kikkerten, men der blev en seksender tilbage sammen med 3 råer, så pürschede jeg mig nærmere, men kunne ikke komme helt hen i lysningen, da jeg så ville komme for tæt på en rå. Så tæt som det var mulig med den rå der lå på vejen og med Mille på slæb, trådte jeg et skridt ind i skoven, således der var fast anlæg til et træ og 120 m. til bukken. Da måtte jeg opgive pga. bukke feber og ikke turde afgive skud med rystende bevægelser. Så gik han også bag efter den anden buk og råerne løb lidt rundt og legede og forsvandt også. Da valgte jeg at fortsætte op i hoghsitzen i området, da det ville give mulighed for at få et godt overblik, da så jeg bukken springe i skoven da jeg var på vej op. Efter noget tid opdager jeg pludselig den lille spidsbuk stadig er iområdet, han forender hurtig for et pænt skud og ligger nu i fryseren og venter på Christian.

Søndag morgen valgte jeg Sønderskoven ved Ankær, der var utroligt stille, jeg så kun en enkelt rå. Hvor jeg lørdag morgen havde set 6 dyr incl. En buk. Så kl. 8:30 kørte jeg op til Munkebjerg skoven for at kikke på de nye grænse afmærkninger, som Jørgen havde fået lavet. Jeg fulgte den venstre side helt ned til banen uden tegn på rådyr, ikke det mindste lille skrab eller fejning. Så nede ved banen tog jeg magasin og patroner ud og fulgte vejen op, da jeg kom til hulvejen til venstre tænkte jeg det ville være en genvej op til bilen. Det gik stejlt op af hulvejen og da kom jeg over i vores eget område igen og kort efter drejede vejen til højre. Jeg fulgte vejen stadig uden patroner i kammeret, da der efter ca. 100 m. pludselig står et dyr midt på vejen og kikker på mig, der står vi så i 5 min. Da den endelig begynder at nette sig, jeg er ikke i tvivl om det er en buk. Jeg går stille og rolig ned på knæ bag en gren der hænger ud over vejen, og lader riflen og rejser mig igen stille og rolig og ser han stadig står der, ned på knæ igen og over i det venstre spor, hvor der er frit udsyn hen til ham. Jeg skyder hurtig fra knælende stilling uden skydestokken, som ligger i bilen sammen med jagtstolen. Han laver et højt spring da skudet rammer og løber over mod nabostykket til højre(set oppefra), jeg er sikker på han er ramt. Men da jeg kommer frem hvor jeg mente han stod og markere stedet, kan jeg ikke finde schweiss. Efter en runde uden at finde ham frygter jeg at der skal ringes efter schweisshund og at den skal foræres til naboen! En sidste forsøg i mindre cirkel opdager jeg masser af schweiss ca. 5 m. længere fremme og kan med lethed følge sporet små 100 m. rundt i skovbunden og finder ham forendt tæt på vejen længere oppe mod bilen. Det er en fin ulige seksender på 22 cm. Som også har fundet vej til fryseren.

Med jagtlig hilsen

Per Fuglsang

PS: Jeg var lige en lille tur ude i morges og havde set 10 dyr inden 6:30 på mit eget stykke, nummer 8 og 10 var buk, første gang var han på 150-200 m. anden gang han kommer ud er han omkring 100 m. væk men med siden til, men jeg vælger at lade ham gå. Så kan jeg have lidt mere glæde ved at se ham igen! Jeg tror det er en seksender med meget bagud buet gevir.

 

Jeg går straks i gang med at få fjernet de grene, der er i vejen for skudfeltet. Da jeg har været på stedet i ca. 15 min., hvor jeg med jævne mellemrum har anvendt mit nu elskede Buttolo bukkekald, kommer der et dyr ud nede i hjørnet af marken, lige hvor jeg har håbet på i forhold til hvor jeg sidder. Min første tanke var, at det er sku nok en rå. Men da jeg får set ordentlig efter med riffelkikkerten, kan jeg se at det er en buk. Bukken går med hastige skridt ned langs læhegnet, og jeg kan ikke rigtig få hold på bukken. Jeg prøver at pifte flere gange uden virkning. Bukken går videre. Jeg er på nippet til flere gange at afgive skud, men kan stadig ikke få et rigtig godt hold på bukken. Pludselig vender den om for at gå tilbage. Og lige da den vender sig om, får jeg sat en rigtig god kugle direkte på halsen af bukken. Bukken går lige ned i knaldet. Men rejser sig igen og forsvinder ud af mit synsfelt. Jeg bliver nu noget urolig og min tanke går nu på, at nu skal jeg nok til at have fat i den ene af vores lokale schweisshundeførere Karsten B. Pedersen fra Ikast. Men da jeg kommer ned til stedet for at undersøge området, hvor bukken blev skudt, ser jeg til min glæde og store overraskelse at bukken ligger 2- 3 meter ude på marken og er forendt. Stang målet 20½ cm. 10.5 i bredden, og der er en ekstra stang, der er fremadrettet mod næseryggen. Vægten er 19 KG. og 140 gram brækket. Da jeg har fået styr på min nu kraftigt kommende bukkefeber, får jeg ringet hjem til min søde kone, så hun kan sætte kaffen over. Vejen hjem går over bageren i Bording. Det skal fejres med et stykke Wienerbrød.Se mere til fredagsbukken. Klik på billedet for at se flere billeder på rhfoto.dk hjemmesiden.
 

skjul teksten

med den melding var det med liden optimisme jeg satte mig, men efter 10 min kom 2 dyr ud af mosen 30 min senere stod bukken på 50 m afstand. han går direkte til jorden.
dette er en dag jeg aldrig vil glemme natten blev brugt på reflektion og taknemlighed til Diana


 

skjul teksten

Efter at have studeret råvildtet i kikkerten, kan jeg se at råvildtet er meget opmærksomt på sine omgivelser, hvilket giver mig en anelse om, at det måske kan være en buk. Jeg beslutter mig for at bruge mit Buttolo bukkekald, hvilket har en meget positiv virkning. Råvildtet reagerer spontant, og jeg forsætter med at bruge bukkekaldet med jævne mellemrum, hvilket resulterer i, at jeg får det helt ind på 40-50 meter, hvor jeg får sat en lidt høj kugle fra min kaliber 30-06 med en Hornady 165g. Interbond på bladet. Bukken går lige ned i knaldet og bliver liggende på stedet.Bukken er pæn kraftig gaffelbuk.Klik venligst på billedet for at se flere billeder på rhfoto.dk hjemmesiden..

 

skjul teksten

Det er tidligere sket at et følsomt gemyt frivilligt har kastet sig for løverne og i næsten grædefærdige vendinger ”tilstået” en anskydning.

I vores verden, hvor bløde mænd hovedsagligt findes blandt pædagoger og medlemmer af den lokale dyreværnsforening, bliver åbenhed ofte mødt med skepsis og nedladenhed. Åbne ærlige mænd må der for Pokker være noget suspekt ved, og derfor bliver de ofte sat i bås med de ovenfor nævnte følsomme mennesker med løse håndbevægelser og lange tynde halse, for nu at henvise til sangeren Hausgaards beskrivelse af typen. Krisebehandling er endnu ikke blevet hverdag for jægere som laver ravage i naturen; for man burde selvsagt kende det mulige resultat, når trådkorset anbringes på bladet af et rådyr og kuglen slippes.

I dagbogen står der, at jeg se at jeg den 12. oktober 2003 nedlagde rådyr nummer 488. Jeg formoder at dyr nummer 500 bliver rapporteret engang i efteråret 2004. Jeg må følgelig være at betragte som en rutineret kødjæger med hang til røget rådyrkølle.
Måske husker man en reportage fra TV, hvor hunde og katte blev aflivet på bestialsk vis, ofte blev pelsen trukket af endnu levende og skrigende dyr. tv-reportagen gjorde et voldsomt indtryk på mig, og den ændrede mit syn på dyr. Jeg har altid næret den dybeste respekt for alt levende – det spiselige og det modsatte; men efter tv-indslaget faldt mine øjne på hunden og katten, som tæt sammen sov foran pejsen, og jeg svor en hellig ed, nemlig for fremtiden at være ekstra omhyggelig med skydningen.

Den 12.okober 2003 vil imidlertid stå som dagen hvor noget var ved at gå rivende galt. Vinden var svag og i nordvest. En halv time før solopgang trådte jeg forsigtigt ind bag et træ i skovkanten. Cirka 100 meter ude, øst for et af svigerfar Helge Madsens mosehuller, gik en stor rå og essede. Den var velsagtens 5 år gammel, og jeg besluttede mig til at nedlægge den. Min og svigermor Birgits beholdning af kød var ved at være opbrugt, og da alt for mange nabojægere med små revirer i årets løb havde haft forbandet travlt med trofæjagten, havde de derfor skudt revl og krat af bukkene i området, så det ville ikke rykke ved balancen hvis netop denne aldrende rå fandt vej til fryseren.
Sollyset bragte orden i kontrasterne, og jeg anbragte riflen oven på min åbne venstre hånd som hvilede i en solid kløftet gren. Jeg fandt råen i sigtet, og trådkorset stod klippefast på bladet af råen. Men i samme øjeblik kom en spidsbuk haltende ud fra mosens østlige kant. Den fortsatte i retning af råen, som ikke lod sig mærke med dens tilstedeværelse. Skaden måtte være af ældre dato, idet der ikke var synlige ydre tegn på nogen frisk anskydning. Men alligevel var den så ondartet og besværlig for bukken, at jeg besluttede mig til at trække den ud af cirkulation – sådan sagt på nudansk. Råen forsvandt i mosen, og jeg gjorde mig parat til at sende en kugle mod bukken. Jeg åndede tungt ud, og i knaldet slog dyret en kolbøtte – og var ude af sigtet. Jeg reperterede hurtigt, men da jeg ikke kunne se bukken formodede jeg, at den var faldet i agerjordens forpløjning og derfor var ude af syne.
Jeg koblede hunden og gik frem i en stor østlig bue mod stedet hvor bukken burde ligge. På denne måde ville den ”store” kleiner münsterländer, Tikka, få fært af dyret.
Bukken var væk, der var ingen schweiss og Tikka trak kraftigt i linen. Vi gik stille op mod vinden i retning af de graner som omkransede mosens østlige afgrænsning. Bukken måtte være sprunget imod denne, og da jeg med sikkerhed vidste at det anskudte dyr ikke var stukket af fra mosen, var det rimeligt let at planlægge eftersøgningen. Hunden standsede brat, rejste sig på bagbenene og sugede begærligt færten til sig. På en eller anden måde danner hunde sig et kort i hjernen, hvor summen af informationer samler sig til en nøjagtig konstatering af vildtets placering. Halen beskrev en serie voldsomme cirkler, hvilket normalt betød, at der nu var tale om noget konkret og meget nært. En mistanke var ved at snige sig ind på mig. Var bukken lettere waidskudt? Næppe, idet den havde tegnet anderledes. Et kort øjeblik overvejede jeg, om det måske var på tide at tilkalde hjælp, men da jeg rådede over en rutineret hund, skulle den slags være overflødig.
På en eller anden måde er der opstået et vist hysteri omkring anskydninger. Jeg har oplevet jægere gå i panik efter en formodet anskydning, og som af ren og skær frygt for at gøre noget formelt forkert undlader at foretage en eftersøgning med egen brugbar hund. Ofte findes dyret nemlig forendt mindre end hundrede meter fra anskudsstedet. Men så får schweisshundeførerne en kærkommen øvelse og arbejde. Beslutter man sig til selv at gøre arbejdet, er det naturligvis en absolut forudsætning, at man ejer en virkelig sikker og rutineret hund af en passende størrelse.
Jeg afkoblede hunden, strøg den over bringen og dækkede den af. Jeg gik hurtigt de cirka 50 meter langs mosens østvendte side indtil jeg stod ved det nordøstlige hjørne af mosen, vendte mig mod hunden, viste retningen med højre arm og sænkede den derpå med en hurtig bevægelse.
Signalet blev forstået, og Tikka satte af sted rundt om mosen mod dens vestlige kant. Jeg vidste at bukkens videre flugt rundt igennem mosehullet med usvigelig sikkerhed ville føre den forbi mig i en afstand af mindre end 10 meter, først og fremmest på grund af det dybe vand i hullet og fordi Tikka altid havde været ferm til at drive vildtet mod mig – uanset vindretning. Af en eller anden årsag fandt hunden i de første leveår hurtigt ud af at der var en sammenhæng mellem skud, vildt, min ringhed og lækre middagsretter, og derfor har jeg siden været den lykkelige ejer af en enestående, ægte effektivt og rationelt drivende hund. Det er ikke noget jeg har lært den; det er kommet helt af sig selv.

Og så brød Helvede løs. Tikka gav et voldsomt hyl fra sig, og jeg kunne se at de nederste grene på granerne midt i mosen bevægede sig voldsomt. Pludselig kom bukken springende i retning af mig med Tikka skiftevis på højre og venstre side. I et nu var Tikka over den og trak den ned. Bukken kom atter på benene og stangede den ivrigt halsende hund som rullede rundt i brændenælderne. Jeg ændrede på sigtekikkertens skarphedsdybde, parat til et hurtigt skud, når bukken om få sekunder ville passere mig. Jeg kunne iagttage bukkens og hundens position, idet nælderne knækkede under deres vægt. Så ankom bukken med Tikka i hælene. Mindre end to meter fra mig lykkedes det for den ivrige hund at trække bukken ned, og holde den fast. Jeg anbragte en støvle på bukkens bringe, mens jeg gennede hunden væk. Derpå fangede jeg spidsbukken af med et riffelskud på halsens øverste del. Et enkelt spark med bagløbet markerede afslutningen på 4 minutters højspændt drama.
Sveden løb ned i mine øjne, og jeg kunne se at hundens øjne havde det skidt. Når en hurtig jagthund passerer gennem en masse brændenælder sker dette naturligvis med åbne øjne, og resultatet bliver hver gang at de flere gange skal bades i stærk kamillethe. Det har den ikke noget imod, idet negleklipning, tandrensning, strigling og anden pleje altid belønnes med rigelige mængder af tørrede skidtfisk.
Jeg brækkede dyret og fandt den lille spade som var gemt væk i skovkanten. Indvoldene blev forsvarligt gravet ned i den bløde mosejord, og jeg fandt selen frem fra baglommen i min jakke. Selv en mindre buk er tung byrde når vejen op til svigerfar Helge Madsens stuehus er næsten 2 km. lang. Jeg måtte gøre holdt flere gange for at trække frisk luft gennem cigaren.
Den tunge 10,1 grams kugle var gået ind mindre end 6 cm. bag hjertet, og udgangshullet var kun 1 cm i diameter. Da jeg afpelsede spidsbukken, fandt jeg i øvrigt 2 hagl i skulderleddet, hvilket forklarede gangarten. Det var jernhagl af størrelsen 3 - 4.
Men hvad skulle jeg have gjort uden min trofaste og dygtige jagthund? Alt for mange jægere begiver sig på rådyrjagt uden hund. Det er også sket for mig. Ofte er de firbenede hjælpere velsagtens til besvær, hvis de ikke kan forholde sig absolut tyste, eller hvis jægerne ganske enkelt ikke har styr på hunden. De fleste hunde burde kunne adlyde de mest kendte kommandoer ”dæk”, ”hinter”, ”sit”, ”allez”, ”avance”, hvorimod man sjældent ser ordren ”stille” eller ”hold kæft” blive adlydt.
Sidstnævnte ordre kan ellers udtales med appel i tonelejet, og hvis det at kunne få en hund til at forholde sig stille under pürsh – eller anstandsjagt for den sags skyld, så ville en større del anskudte rådyr kunne findes og aflives hurtigere efter anskydningen, og ikke være tvunget til at lide i timevis, indtil en af vore dygtige og undværlige schweisshundeførere kommer til stede. Men det kræver som tidligere nævnt en rigtig god hund og en rolig hånd.
Hvis nogle sprogbevidste jægere foretrækker at holde det danske sprog rent, så er der frit valg hvad angår valg af kommandoen til at være stille. Har man kunstige tænder i overmunden må det frarådes at hvisle.
 

Da de er komme lidt ud på hedearealet forsøger jeg at stoppe dem ved at pifte. Adrenalinen pumper som en gal. Jeg har besluttet mig for, at jeg ikke vil skyde til hurtigløbende vildt, da jeg ikke føler mig sikker på, at jeg magter at sætte en god kugle i det tempo. Da kronvildtet endelig stopper op lige ovre på den anden side til venstre for vejen inden for skudhold, står de alle tre med siden til. Men problemet er at de nu står lige ud for hinanden som en 3-i-en sammenklappet negleklipper, hvor efter at de vender bagdelene til og forsvinder ud over heden. Et rigtigt smukt syn.
Lidt efter kommer der igen en rudel med 5 hinder og kalve. Jeg forsøger at følge dem med riflen i skydestativet. Jeg pifter som en gal, og lige før de når ud på vejen, stopper de op. Jeg holder først på den bagerste, men den står ikke godt nok, hvorefter at jeg får hold på den forreste i flokken. Afstanden er ca.100 meter. Jeg lader kuglen gå fra min kaliber 30-06 med en Hornady 165 g. interbond. Kronhindkalven går ned på stedet, som om den er ramt af lynet. Jeg kan næsten ikke tro på, at det er sandt, og er temmelig rystet over oplevelsen. Samtidig med at jeg ser at de fire andre i flokken forsætter, har jeg riflen klar igen, i tilfælde af at kalven skulle rejse igen. Det sker ikke, og 8-10 minutter efter at jagten er blæst af, kommer min jagtkammerat Sven, og spørger mig om jeg har set noget. Jeg får fortalt ham om det skete, noget usammenhængende og stadig meget påvirket af den stærke oplevelse. Sven siger så, at så må vi over og se til den. Kalven ligger 3-4 meter før vejen, skuddet sidder lidt højt, lige under ryggen med fuldt gennemskud. Jeg er mere en lykkelig og kan stadig ikke helt forstå, at det er lykkedes for mig at nedlægge min første kronhindkalv. Lidt efter kommer der en vildtvogn med kran, og jeg får taget en del billeder og der bliver gratuleret. Der blev nedlagt i alt en hind og 5 kalve på dagen. På det øverste billede til højre findes der en lille rød prik ude i horisonten til venstre for skovstykket, der viser hvor i terrænet vildtet blev nedlagt.


 

Det viste sig at skytte nr. 6 var stang stiv, og blev bortvist efter 3.skud. Når han ladede, pegede han på alle os andre. Skammeligt at manden fik lov til at skyde.

Nå, prøven blev bestået, og min far som stod og ventede, satte sig ind i bilen for at køre os op til Torbenfeldt Gods. Han var nemlig med i et konsortie, hvor man havde udset at der kunne blive en buk til den nye riffelskytte.

Vel ankommet i skoven, skulle jeg ud til en hochstand i et moseområde. Jeg vidste præcis hvor det var, og havde gået turen 100 gange i mine tanker. Desværre var vinden ikke til det, så jeg måtte ind fra den anden side. Selvfølgelig gik jeg forkert, og efter i ½ time at have larmet som en elefant, fandt jeg tårnet.

Endelig på plads, sad jeg og pustede i det varme vejr. Pludselig, efter 20min, ser jeg en spidsbuk, forsvinde over til naboen. ØV, tænkte jeg. Dog kiggede den sig meget tilbage, hvilket undrede mig. 5 min efter, træder der en nydelig u-lige 6ender frem på scenen.
Den kommer trissende 45m fra hvor jeg sidder, men bukkefeberen har fat, så jeg kan simpelthen ikke få hold på den. Riffelprøven for 2 timer siden sidder stadig i mig, så da der ro på igen, lader jeg skuddet gå.
Ser hverken skudtegn eller buk, og sætter mig svedende, med en smøg i hånden.
Aner ikke om jeg har ramt, eller hvad der er sket.
Min far lærte mig, at når man havde skudt til et stykke råvildt, skulle man tage en smøg, før man gik ned til skudstedet.
Efter den hurtigste smøg i verden, vralter jeg ned af stigen. Mine ben er helt syret til, og da jeg skal forcere en bæk som er 40cm bred, er jeg ved at vælte.

Fremme ved skudstedet, ligger han.
Skudt lidt højt, men det er den første, så hvad gør det.
Faderen var voldsom stolt og undertegnede kunne slet ikke falde ned.

Fantastik oplevelse at skyde sin første buk, 2 timer efter at have bestået riffelprøven......
Knæk og bræk.
Mvh. Jakob (j) 

Da jeg skulle i mellem skolen var jeg også nød til at skifte fra den udelte sogne skole til den store nye kommunale centralskole og det var måske mit held.For her fik jeg skovfogdens søn Knud,som sidekammerat og jeg havde ikke været inviteret med ham hjem ret mange gange inden jeg var solgt og langt tid gik der heller ikke inden undskyldningen om at jeg læste lektier med Knud ikke længere kunne dække over den tid jeg tilbragte der.

Knud var en bog orm,han var en ørn til regning.Hvilket jeg bestemt ikke var. Til gengæld kunne jeg skrive stile,det var han ikke så god til,så lektier det lavede vi skam sammen,men det blev dog snart arbejdet med at hjælpe hans far,der blev min interesse.Knud havde slet ikke lyst til det praktiske,så jeg var en kærkommen hjælp.

At Knud og jeg var tvangsindlagt i klapperkæden på gods jagterne var en selvfølge.Knud opfattede det som en snur pligt,hvorimod jeg fandt det fasinerende og spændende.Der kom mange forskellige mennesker og der blev drevet jagt på mange forskellige måder.Noget af det jeg fandt mest spændende var riffel trykjagt. Knuds far satte skytter af. Knud og jeg gik igennem og trykkede blot med en eller to hunde.Det var små tyske jagtterrier,sommetider forsvandt de ned i en rævegrav,men så ventede jeg blot og ofte kom mikkel frem til skytterne på den måde.Det gav en femmer i lomme penge for dengang var ræveskind penge værd.Råvildt var der ikke så meget af,men kron-og dåvildt blev der altid nedlagt på disse jagter,det blev efter paraden kørt hjem til skovfogdegården også kom alle i arbejde med at flå og forlægge.

Senere fik jeg også lov til selv,at jage rovvildt i skoven.Knud kunne jeg ikke få med han havde fået en kæreste!

Det havde jeg også,men min hed Diana – jeg vidste det blot ikke dengang.
 

Jeg kunne ikke forestille mig, at den var gået ind i nogle granner der stod bagved. Jeg blev lidt utålmodig( tiden nærmede sig lukketid) så jeg lod riflen stå og kravlede så flad som jeg nu kunne blive rundt så jeg kunne se bag tjørnen, og ganske rigtigt der lå bukken og nød livet, så magelig som sådan en kan se ud, når den kun behøves at åbne munden for at få noget at spise.

Så blev jeg enig med mig selv, at det var ham jeg ville satse på... Der sad jeg så mere eller mindre i 25 dage uden at se en buk! Jeg var faktisk ved at opgive stedet og finde et andet sted at sidde, da jeg en aften tænkte " jeg tager sgu hunden med, så har jeg selskab". Jeg var tidligt på den og havde dårligt fået den 1. mundfuld kaffe, da denne buk træder frem. Så var det med at tage en beslutning! Det var ikke ham jeg havde gået efter, men det var ved at være så sent på sæsonen, så jeg var ved at være bange for at der var en risiko for at de vil begynde at smage af buk, så det blev den sidste aftentur for ham og min første buk i selskab med hunden.

Det bliver nok ikke den sidste. Nu er jeg jo ikke overtroisk, men lidt held bringer hun... :-)

Spøg tilside. Hvis ellers hunden kan sidde stille er det genialt, at have den med. Hvis man sidder i god vind o.v.s. har den altså nogle sanser man kan udnytte.

Det var en lille historie


 

Max stoppede op og så et kort øjeblik på musen, derefter sagde det haps og knas, og sådan endte livet for musen. Jeg fik hentet mit Canon kamera og fik placeret Max ude på græsplænen med musen på hans højre pote, hvorved der var en nøje studering af den nyligt indfangede mus. Og hvad kan man så lære af det? Max fik en uvane i sin søgning efter mus, at når jeg ikke var ude i haven og kunne se efter ham, var han nu i stand til at grave nogle ordentlige huller i græsplænen og de blev ikke mindre efter at han blev voksen, ha ha. Apportering af pindsvin fra haven er ikke noget problem. Solsortereder i hækken i passende højde hører også til Max’s lokale jagtudbytte. Så kan man undre sig over, om det var her det gik galt fra starten med opdragelsen ha ha. Med venlig jægerhilsen Robert Hæ
 

skjul teksten